I anledning af at årets J-Popcon får besøg af 2 manga-ka tænkte jeg at jeg hellere måtte se om der var lavet noget anime baseret på deres manga som jeg kunne skrive om på bloggen, og der var sørme hele 2 anime baseret på manga lavet af Eiji Ōtsuka, den ene var en pornografisk lolicon anime så den sprang jeg over på stedet, den anden var en OVA fra 1991 på 2 episoder ved navn Mouryou Senki Madara eller bare kaldet Madara, en rigtig old school adventure anime om en ung mand i en dystopisk verden styret af dæmoner.
Mange i miljøet har undladt at komme til de danske conner fordi fokus virker til at være mest på cosplay, så det er godt at se noget fokus på manga. Men spørgsmålet er om det egentlig gør nogen forskel nu? Cosplayerne er nok ret ligeglade med de her gæster, mens de folk som allerede har droppet J-Popcon for længst på grund af mangel på indhold for dem nok aldrig opdager det, fordi det kun bliver annonceret på egen hjemmeside og Facebook-gruppe.
Jeg håber at det her er første skridt til en mere saglig behandling af anime og manga hos connerne med lige så meget fokus og ressourcer som der bliver brugt på cosplay aktiviteter og gæster, så der igen bliver arrangementer med plads til hele miljøet. Hvis ikke bliver miljøet nok endnu mere splittet, hvor der på den ene side er conner for cosplay, gaming, internetmemes og danske youtubere, mens mere puritanske anime og manga fans nok deltager i Copenhagen Comics i stedet da de har aktiviteter og gæster der passer bedre til dem.
Men nu skal det jo ikke være en tirade om connerne, den her blog handler jo om anime, så jeg må hellere skrive om det i stedet. Denne OVA handler om den unge omrejsende smedelærling Madara med en dyb hemmelighed, der lige pludselig står i en situation hvor han må tage sværdet i hånden og sammen med den unge pige Kirin bekæmpe Dæmonkongen og hans tropper.
I dette univers har smede så et lidt andet arbejde end her, de laver avanceret kybernetik, og praktisk talt hele Madaras krop består faktisk af maskindele, hvilket naturligvis giver mening hvis dette var en cyberpunk anime, men det her er fantasy med sværd og overnaturlige dæmoner.
I forhold til lignende OVA fra perioden har Madara mindre vold og lemlæstelse, men har dog stadig en række kampe til døden med afhuggede kroppe til følge. Det er også stærkt begrænset hvad man ser af halvnøgne kvinder, der er nok mere fan service i en tilfældig episode af Ranma ½, men lidt er der da.
Jeg ved godt at Madara var baseret på en manga der fortsatte 6 år mere, men derfor skulle man stadig godt kunne fortælle en historie på 2 timer, hvilket animeen bare ikke magter. Den er langtrukken til tider, og den hopper nogle gange mærkeligt i historien så man ikke rigtigt hvad personerne laver og hvor i alverden de er henne. Den formår heller ikke at konstruere et univers omkring personerne, der er ikke meget baggrundshistorie. For eksempel: Hvor kommer dæmonerne fra, hvad gør de og hvilke konsekvenser har deres gerninger? Ja vi ved godt de er onde og har magten, men hvad ellers? Jeg har heller ingen ide om hvad bipersonerne laver, de bringer ikke rigtigt plottet videre, en har sine egne onde planer, men man ser ham ikke rigtigt arbejde for dem. Jeg kan dog godt lide forholdet mellem Madara og Kirin, hvor der rent faktisk er udvikling i mellem dem.
Jeg hører ofte folk siger at anime var bedre før i tiden, jeg tror det er fordi folk kun husker de 10-20 bedste titler fra et årti, men nu om dage har de jo viden om det samme antal serier hver eneste sæson. Skulle man gennemgå de over 40 OVA i 1991 ville man opdage at de fleste egentlig ikke var videre gode. Moryou Senki Madara er sådan en titel, den er ikke blandt de værste det år, men den er rigtig sådan en gennemsnitstitel, der ikke har noget unikt over sig. En ting man ser uden at føle hverken glæde eller afsky og glemmer med det samme igen. Et rigtigt samlebåndsarbejde fra perioden, saml en række firmaer om at finansiere et par videoer man kan sælge et par tusinde eksemplarer af til videoudlejningsbutiker og otaku for ca en plovmand for hvert af de 2 bånd, og så del overskuddet i mellem sig for at splittes igen og så lede efter næste projekt man kan tjene nogle penge på. Den her anime frustrerer mig faktisk, jeg er overbevist om at Madara faktisk er baseret på en god historie, men den her kejtede ligegyldige produktion gør ikke noget for at vise seerne den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar