Monthly Girls' Nozaki-kun

Monthly Girls' Nozaki-kun handler om pigen Chiyo Sakura, der er forelsket i drengen Umetarou Nozaki, og efter at have sagt at hun godt kan lide ham får en autograf og bliver inviteret hjem til ham for at... være medhjælper for ham, da han nemlig laver manga til teenagepiger, en manga som Chiyo naturligvis er stor fan af.

Denne historie ligner på overfladen en typisk romantisk shoujo anime, men de fleste folk opdager nok hurtigt at det slet ikke er tilfældet, for det er nemlig en satire over den moderne shoujo-manga industri. Den er baseret på en yonkoma manga fra Gangan Comics, hvilket gør at målgruppen i teorien i hvert fald nok mere er seinen! Inden sæson begyndte havde ingen nok rigtigt forventet at sådan en titel ville få så mange fans som den gjorde, men dens humor og budskaber har gjort den til den meste solgte nye anime på bluray i sæsonen indtil videre.

Historisk har der været store kendte shoujo manga med stærke kvindelige figurer som bryder samfundets regler og dogmer for unge piger, som Princess Knight, Rose of Versailles og Sailor Moon for at nævne et par eksempler. Men de få store forlag der styrer hele industrien er konservative og vil helst fastholde pigerne i kønsroller der ikke hører nutiden til (her skal det lige siges at Gangan er ejet af Square Enix, som ikke rigtigt udgiver shoujo magasiner og kan derfor lettere kritisere de store gamle forlag).

Set i det lys er det interessant at serien er skabt af en manga-ka som tidligere har udgivet manga på et af de store shoujo magasiner. For som Nozaki siger i denne anime er han bundet af idiotiske regler når han laver manga. For eksempel må de slemme fyre i de manga ikke ryge mere, så de får chokolade i stedet for. De begrænsninger giver nogle ret mærkelige situationer og kan være ødelæggende for historien. Forlagenes redaktører hjælper heller ikke. Nozakis første redaktør var talentløs og ville hele tiden have sine egne tåbelige ideer ind i serierne, mens den nuværende måske er en del mere professionel men er en ret kold person der ikke virker som om han har den store interesse for sit arbejde. Det er let at tænke at skaberen af Monthly Girls' Nozaki-kun var udbrændt efter hendes manga hos de forlag og skrev denne historie som terapi eller måske ligefrem havde et passiv-aggressiv hævnønske mod forlagene.

Det er naturligvis ikke kun en satire over selve industrien, men også en kommentar over kønsroller i manga og anime og de forventninger de giver unge mennesker, så det er naturligvis gennem figurerne i serien at man ser at de ikke er bundet til kønsroller som i Nozakis manga (og industrien generelt).

• Først har vi vores heltinde Chiyo Sakura, hun er på mange måder en normal men lidt naiv teenagepige som jo af gode grunde ikke ved meget om kærlighed og drenge, og søger derfor råd hos de blade unge nu læser, i hendes tilfælde er det shoujo-manga med deres melodramatiske heltinder, men hun opdager jo hurtigt at de råd ikke fungere i den rigtige verden, især ikke når forfatteren er Nozaki. Selv efter hun har opdaget hvor tåbeligt de ting i mangaen er i virkeligheden er så er hun stadig så facineret af historierne at hun vil synes noget er romantisk hvis andre læsere siger det først.
• Umetarou Nozaki er jo så vores stoisk rolige manga-skaber, som i virkeligheden hverken kender noget til piger eller kærlighed. Første gang Sakura ser ham tror hun at han er en ballademager på grund af hans udseende, da han ligner alt andet end en følsom kunstner. Hans eneste interesse virker til at være at lave manga og han udsætter derfor Sakura for mere eller mindre tåbelige situationer, der måske virker romantiske på papiret. men falder til jorden i virkelighedenfor at lave research til sin manga, hvilket brister Sakuras illusioner godt og grundigt. Alle folk omkring ham bliver brugt som inspiration til figurer i mangaen, men fordi rigtige mennesker jo ikke er tegneseriefigurer og kan ikke bare puttes i kasser med forskellige arketyper så skifter deres alter ego ofte køn i mangaen for at deres personlighed bedre kan matche genrens forventninger.
• Mikoto Mikoshiba, også kaldt det ikke særligt maskuline kældenavn Mikorin, er en af Nozakis assistenter. På overfladen ligner han en cool player type alle pigerne dåner over. Men i virkeligheden er han dybt genert og bliver selv pinligt berørt når han taler til pigerne. Den eneste grund til at han overhovedet kan tale til pigerne, er fordi han bruger sætninger, han har lært i datingspil, hvilket jo er en spejling af at Sakura følger de kønsroller hun har lært af manga til piger, så følger han de kønsroller han har lært af datingspil til drenge. Hans personlighed minder meget om heltinderne i shoujo manga, hvor han er humørsyg og har behov for at blive rost hele tiden. Heltinden i Nozakis manga er skam også baseret på ham, hvilket er ret tydeligt for de andre. En scene der virkelig viser Mikorins personlighed er hvor Sakura og Nozaki hjælper ham med at forberede sig til en gruppedate, hvor de skal spille pigerne på den date. Nozaki har jo lært via popkultur at piger altid går ud på toilettet sammen for at snakke om fyrene, hvilket han så gør hele tiden, hvilket gør Mikorin ret ensom så han beslutter sig for også at spille en af pigerne på daten, og går med ud på toilettet for at snakke om de fiktive fyre.
• Yū Kashima er lige som Mikorin en cool bishounen med en stor udstråling der flirter med alle pigerne. Hun er jo så en pige, og da folk kalder hende prinsen er sammenligningen med Utena jo egentlig lige for. I skolens teaterklub spiller hun altid den mandlige hovedrolle til stor glæde for alle hendes kvindelige fans. Denne anime kommer ikke ind på om hun er lesbisk eller ej, den er sådan set også ligeglad, hun kan være til piger, hun kan være forelsket i Hori fra teaterklubben, det er lige meget for de andre figurer, hun er bare uansvarlige Yū Kashima på godt og ondt for dem.
• Yuzuki Seo. Da Sakura først nævner Seo, får man det indtryk at hun er sådan en perfekt pige alle fyrene elsker. Hvilket vist er strække sandheden en del. Hun er som en elefant i en glasbutik. Har ingen situationsfornemmelse overhovedet, og bliver derfor betragtet som meget uhøflig af mange folk. Hun bliver brugt som skræmmeeksempel på skolens sportshold, fordi hun er egoistisk, og spiller brutalt og usportsligt  Hun prøver faktisk at være sød, især overfor Hirotaka Wakamatsu og inviterer ham i biografen, hvilket han er overbevist om er en meget ondsindet form for tortur hvor han skal udsættes for blod og vold i flere timer, og bliver så stresset af hende at han lider af søvnløshed. Seo har også en anden og mere blid side, hun er den mystiske talentfulde sopran på skolens kor som ret få folk ved hvem er. Hendes sang er så skøn at den ukendte pige bliver sammenlignet med mytologiske sirener, og selv den mest skræmte søvnløse gymnasiedreng kan slappe af til hendes sang.

Det lykkes Monthly Girls' Nozaki-kun af være sjov hele vejen uden at falde i de fælder mange andre yonkoma anime har med at de ikke rigtigt kommer videre. Det er også meget sjældent at en anime-parodi fungerer mere end 3 minutter af gangen. Meget af det vestlige fans tror er parodier er ofte bare dårligt producerede serier der mener det seriøst, så jeg vil derfor egentlig gå helt tilbage til Ouran High School Host Club fra 2006 for den sidste vellykkede parodi på shoujo-manga (Nozaki minder egentlig også en del om Hori). Jeg er naturligvis meget fascineret af at det kan lykkes den at tage genrens forventninger til kønsroller og vende den på hovedet og fremstille sine figurer som hele personer med mange aspekter. Figurerne er efter late night anime forhold fremstillet meget progressivt, nogle vil måske ligefrem kalde værket feministisk, fordi pigerne netop ikke skal fremstilles som bly violer der elsker at lave madpakke til drengen, og drengene må også godt have en følsom side.

Monthly Girls' Nozaki-kun er i mine øjne årets bedste anime her 3/4 inde og grænser næsten til at være et mesterværk. Grunden til at det kun er næsten er fordi mange folk bare vil se den som en almindelig romantisk komedie og slet ikke opdage de underliggende budskaber, men det er såmænd også fint nok, så længe de bliver underholdt og det kan jeg næsten garantere de bliver!