tirsdag den 16. september 2014

Anime-instruktører du bør holde øje med. Del 2

Så er det tid til de sidste 5 anime-instruktører jeg synes man bør holde øje ekstra meget øje med i disse år. De første 5 kan naturligvis stadig læses her. Du skal naturligvis være mere end velkommen til at kommentere hvis du selv har forslag til nogle aktive instruktører der kan gøre sig på det globale marked de kommende år.

Akiyuki Shinbo

En ret stor del af det anime der udkommer og størstedelen af det vestlige fans ser er jo såkaldt late night anime til et lille otaku-publikum, så derfor skal der jo også være en repræsentant for den type japanske tegnefilm, og hvem er en bedre repræsentant end Shinbo.
Shinbo har på trods af sin freelancer-status de sidste mange har været tæt forbundet til studiet med det coole navn Shaft. Han er kendt for sin naivistiske nuttede stil, for at skifte stilarter midt under scenen og for at sætte kombinere live action sekvenser ind i animationen.
Han har tidligere stået bag den første Magical Girl Lyrical Nanoha, store dele af Negima serien, og Hidamari Sketch. Det der gjorde ham for alvor kendt blandt animefans var Bakemonogatari i 2009, en serie der virkeligt eksperimenterede med animation og klipning, men det eksploderede næsten med den faustiske fortælling om Puella Magi Madoka Magica i 2011 der viser de blodige konsekvenser når man vælger at indgå kontrakt som magisk pige. Det var Madokas filmversion der fik Shinbo op i den absolutte superliga af anime-instruktører, desværre er Madoka stadig lavet med anime-otaku i mente og det vil afskrække de fleste andre.

Takeshi Koike

Første gang jeg så noget til Koike var i 2003 da han havde instrueret en af Animatrix filmene ved navn World Record, men der skulle gå en del år før vi så en længere tegnefilm fra ham for han arbejdede i 7 år på filmen Redline som fik premiere i 2009. Redline er en science fiction film om en racerkører der deltager i universets vildeste racerløb.Visuelt minder den mere om Heavy Metal eller Moebius end typisk anime. Der er så ikke noget dybere plot, så det er tegnefilm man primært ser for det visuelle udtryk. Efter Redline har Koike primært brugt sin energi på at lave en Lupin III der mindede mere om managens rå voldelige sexede univers end gavtyven lavet af Miyazaki og Takahata. Hvilket først udmøntede sig i serien The Woman Called Fujiko Mine som dog er instrueret af Sayo Yamamoto. Men Daisuke Jigen's Gravestone som er en lille film på 50 min er instrueret af Koike selv udkom for et par måneder siden i Japan.

Hiroyuki Imaishi

Imaishi startede sin karriere hos det (dengang) kreative fyrtårn Gainax. Mens han var ved Gainax instruerede han blandt Gurren Lagann, en homage til 1970'ernes super robot serier. Den er også kendt som Anti-Evangelion fordi den gør præcist det modsatte når den kan slippe af sted med det, hvilket giver en sjov tempofyldt action serie man bare kan more sig over uden at tænke videre over det. Bagefter kom så Panty & Stocking with Garterbelt som er blevet kaldt Powerpuff Pigernes mere lumre japanske søstre, hvilket er en ret god beskrivelse for sjældent har magiske piger været så seksualiseret.
Imaishis tid hos Gainax sluttede i 2011, og han har nu med de få andre talentfulde folk der var tilbage lavet sit eget studio ved navn Trigger og der kom han sidste år med serien Kill la Kill, og vanen tro fristes man til at sige er det naturligvis en tempofyldt actionserie der er homage til tidligere tiders serier, denne gang mest firsernes kamp-shounen som for eksempel Fist of the north star.
Det er lykkedes for Imaishi med sine action-serier at nå en del ældre fans der ikke rigtigt så anime mere, men han mangler stadig en titel der kan nå folk der ikke har set anime.


Kunihiko Ikuhara

Jeg ved egentlig ikke Ikuhara burde stå på den her liste for han kommer aldrig til at få en bred appeal i vesten, men hans værker er ikke beregnet til typiske animefans og kunne være populær blandt mere arthouse fans, hvis de altså kendte til ham, så jeg tog en redaktionel beslutning og smed ham på listen alligevel fordi jeg er stor fan af ham!
Ikuhara begyndte at instruere i 1990'erne med et par af Sailor Moon serierne, men forlod serien da han ikke måtte få nok kreativ kontrol. Men Sailor Moon fik stor betydning på det værk han har været forbundet med lige siden, nemlig Revolutionary Girl Utena fra 1997 om pigen der ikke drømte om prinsen på den hvide hest, men besluttede sig for selv at blive prinsen! Man snakker meget om at Evangelion er en dekonstruktion af mecha-genren, i så fald er Utena dens modsvar for magiske piger og yuri, hvor den tager kendte shoujo troper og mixer dem i et filosofisk værk der bliver debatteret den dag i dag. Efter det mesterværk så man ikke meget til Ikuhara helt indtil 2011 med serien Penguindrum som tager et skridt væk fra eventyrverdenen i Utena og så til moderne Tokyo, men stadig med overnaturlige elementer.
Ikuharas næste anime, Yuri Kuma Arashi, kommer til januar 2015.

Masaaki Yuasa

Yuasa er rigtigt sådan en animator tegnefilmsentusiaster elsker med sine sekvenser i Mind Game og Genius Party. Senere har han lavet længere ting selv, men altid med sin egen legene tegnestil. Som den skæve komedieserie The Tatami Galaxy der følger nogle universitetsstuderende i deres klubber og som har vundet en pris for sin animation. Den surrealistiske korte Kick-Heart som blev finansieret via Kickstarter.Yuasas nyeste anime er baseret på Ping Pong mangaen der følger en række unge bordtennisspillere, hvor man som seer bare sidder og nyder animationen nogle gange. Han har også for nyligt instrueret en episode af amerikanske Adventure Time, som jeg desværre ikke har set endnu, men det er et tegn på at han er anerkendt af mange uden for Japan allerede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar