1970, væk var den fine naivistiske Tezuka streg der styrede 1960'erne. Nu skulle tingene være rå og beskidte. 6 år før Rocky, kommer her fortællingen om den japanske arbejderklasse. Historien om den forældreløse unge rod Joe Yabuki der ofrer alt for at blive den største bokser.
Serien begynder med at vi ser vores hovedperson, Joe Yabuki gå rundt i et nedslidt gammelt slumkvarter, med ødelagte træskure over det hele og mudder på stierne. Han kommer op og slås og bliver opdaget af den gamle alkoholiske boksetræner Danpei. Men han virker dog ikke særligt interesseret i boksning, og begynder først at tage det seriøst efter lang tid da han han bliver slået ud i fængslet.
Plottet er langtrukkent, figurerne er overdrevne og animationen er forfærdelig, men jeg kan godt lide den mere rå og kantede tegnestil. Egentlig er det en lidelseshistorie i 79 afsnit der passede ind i tidsånden, det var jo var en opbrudstid. Naturligvis er serien inspireret af de mere rå gekiga undergrunds-tegneserier med dens brug af en rå socialrealisme og med den tragiske antihelt i fokus.
Det varer 14 episoder før han endelig kommer i ringen første gang til en uofficiel "træningskamp" i fængslet mod en tidligere professionel bokser meget tungere end ham selv. Så tv-seerne i Japan måtte vente 3½ måned på det. Jeg nyder skam serien, det er ikke det, men for at sige det som det er, Joe og de andre figurer har ikke så mange facetter at man behøver opbygge deres personlighed så meget for seerne, så man begynder lidt at kede sig og håbe på der sker noget nyt.
Som dramaserie fungere den nok bedre end som sportsserie, hvor vi følger hans udvikling fra en ung rod til en målbevist mand, og at han som forældreløs ikke er vant til omsorg, så han er skeptisk på både sin træner Danpei og den unge filantropiske kvinde Yoko Shiraki som han betragter som en overlegen falsk kvinde.
Jo jeg synes den her anime fortjener sin klassiker status, men den er ikke for alle. Den er lidt for tung for og melankolsk. Men er man fan af ældre anime eller sports-anime vil jeg mene at den her bør være blandt de titler man bare må se. Den har ikoniske scener som folk husker endnu, deriblandt sin slutning som jeg naturligvis ikke skriver om her.
Ashita no Joe havde en kæmpe effekt på sin samtid og blev af mange set som et symbol på arbejderklassen og dens kamp i efterkrigsårene, hvor man på 20-25 år gik fra helt ødelagte byer til at være en nation der havde overskuddet til at kunne afholde OL og Verdensudstilling.
Da en af figurene dør i mangaen dukkede der mange hundrede mennesker op foran forlaget for at holde en begravelse.
En kommunistisk terrorgruppe, omtalte sig selv som Morgendagens Joe i forbindelse med en flykapring.
1970 var generelt et år for sportsanime
Attack No. 1 havde premiere i december 1969 og var et stort hit blandt pigerne som den første sports-shoujo anime.
Akaki Chi no Eleven, den første fodbold-anime.
Tiger Mask, en wrestling-anime var også startet i 1969 og kørte igennem hele 1970.
Sammen med serier om både baseball, kickboksning og judo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar